Valg og anmeldelse af valg af arbejdsmiljørepræsentant
Du finder her en procedure for valg af AMR, arbejdsgivers anmeldelse af valg af AMR, og indberetning af tillæg.
Spørgsmål og svar om valg af AMR
Valg af AMR til arbejdsmiljøgrupper foretages samtidig i hele kommunen, og gennemføres i sidste kvartal i år med lige årstal. AMR vælges for to år, hvis valget foregår på dette tidspunkt.
Hvis AMR stopper i sit job i løbet af valgperioden, vælges en ny AMR for perioden frem til næste samlede valg. Dvs. at man kan være valgt i 1 år eller mindre, og må genvælges næste gang, der bliver afholdt et samlet valg af AMR i Nyborg Kommune.
Arbejdsmiljørepræsentanten vælges af alle ansatte i det område, som arbejdsmiljøgruppen dækker.
Alle ansatte har valgret, også lærlinge, deltidsansatte, løstansatte, afløsere, vikarer og praktikanter. Ansatte på kontor- og administrationsområdet samt butiksansatte, der er beskæftiget mindre end ti timer om ugen, har dog ikke valgret.
Arbejdsgiveren, virksomhedsledere og arbejdsledere må ikke deltage i valget.
Arbejdsgiveren, virksomhedsledere og arbejdsledere kan ikke vælges som arbejdsmiljørepræsentant.
En nyvalgt AMR skal gennemføre den obligatoriske 3-dages arbejdsmiljøuddannelse, hvis AMR ikke har den i forvejen.
AMR skal i det første funktionsår tilbydes 2 supplerende uddannelsesdage. Herefter skal AMR tilbydes 1 ½ supplerende uddannelsesdage hvert år.
Det er op til leder, i samarbejde med AMR, at beslutte hvilken uddannelse, der er behov for. Herudover skal AMR også gennemføre den 2-dages MED-uddannelse.
Hvis AMR får nyt job og forlader arbejdspladsen, slutter hvervet som AMR, selvom de to år endnu ikke er gået. Herefter har de ansatte i det pågældende område ret og pligt til at vælge en ny AMR.
Normalt kan en AMR ikke forlade hvervet i valgperioden. Hvis det alligevel sker, har de ansatte ikke ret til at vælge en ny AMR. Der kan dog altid vælges en ny, hvis arbejdsgiveren og de ansatte er enige om det.
Hvis AMR er fraværende fra arbejdspladsen i en sammenhængende periode på mindst fire mdr. pga. orlov, sygdom e.lign., er det muligt at vælge en ny AMR, hvis arbejdsgiveren og de ansatte er enige om det. I så fald kan den nye AMR vælges for den resterende del af valgperioden.
Arbejdsmiljøgruppen er omdrejningspunktet i det daglige arbejdsmiljøarbejde på de enkelte arbejdspladser. Arbejdsmiljøgruppen består af lederen på arbejdspladsen og den valgte AMR.
Arbejdsmiljøgrupperne skal tilsammen varetage alle ansattes interesser og behov i forhold til arbejdsmiljøet, og skal løbende arbejde for at forebygge og løse sit områdes sundheds- og sikkerhedsproblemer.
I praksis foregår arbejdsmiljøarbejdet ofte i TRIO-gruppen, som er et
samarbejde mellem leder, AMR og TR.
Antallet af arbejdsmiljøgrupper fastlægges af arbejdsgiveren i samarbejde med de ansatte og i overensstemmelse med Arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser ud fra et nærhedsprincip.
Antallet af AMR fastsættes så alle ansatte kan komme i kontakt med deres AMR, og således at de kan drøfte arbejdsmiljøforhold med de ansatte inden for arbejdstiden.
Alle arbejdsmiljøgrupper refererer til et lokaludvalg eller personalemøde m. MED-status.
