Bruttolønsordninger
Hovedudvalget har 12. juni 2014 besluttet, at Nyborg Kommunes medarbejdere tilbydes bruttolønsordning hvad angår finansiering af udgifter til uddannelse, der understøtter medarbejdernes mulighed for at kunne varetage arbejdet.
Det er helt op til dig som medarbejder selv at vurdere om en bruttolønsordning er en fordel for dig, og om du vil gøre brug af kommunens tilbud.
Hvad er en bruttolønsordning?
En bruttolønsordninger giver dig mulighed for at få stillet et personalegode til rådighed mod en nedgang i din bruttoløn.
Helt konkret betyder det, at du får mulighed for at finansiere udgifterne ti en uddannelse med din løn, før du betaler skat.
Hvem kan vælge en bruttolønsordning?
Det er en forudsætning, at du er ansat på månedsløn og fastansat eller tidsbegrænset ansat i minimum 12 måneder efter der iværksættes en bruttolønsordning.
Det vil sige at timelønnede ansatte og ansatte på månedsløn i tidsbegrænsede stillinger under 12 måneders varighed ikke kan benytte ordningen.
Generelle regler
Kommunen skal have en saglig interesse i den uddannelse, der omfattes af bruttolønsordningen. Uddannelsen skal understøtte din mulighed for konkret og/eller mere generelt at kunne varetage dit arbejde.
Udgift og lønnedgang
Udgifterne til uddannelsen betales i første omgang af Nyborg Kommune. Efterfølgende sker en lønnedgang i din bruttoløn. Hvis du selv har betalt udgifterne til uddannelsen kan der ikke indgås en aftale om en bruttolønsordning.
Bruttolønsordningen kan alene aftales fremadrettet.
Der skal aftales en fast lønnedgang over en periode på mindst 12 måneder. Ordningen kan ikke ændres eller opsiges i bindingsperioden .Der aftales nedgang i såvel centralt aftalte løndele som lokalt aftalte løndele.
Pension, feriepenge m.v.
En bruttolønsordning har ikke indflydelse på udbetaling af tillæg, pension og feriepenge. Det vil sige at din overtidsbetaling mv., pension eller feriepenge ikke bliver reduceret som følge af dit valg.
Barselsorlov
Går du på barselsorlov med løn opretholdes aftalen. Går du på barselsorlov uden løn ophører aftalen fra det tidspunkt du går på orlov.
Fratrædelse
Uanset om du selv siger din stilling op eller Nyborg Kommune opsiger dig, ophører ordningen med virkning fra fratrædelsesdatoen.
SKAT
Skat er et anliggende mellem dig og Skat.
Bruttolønsordninger er underlagt de til enhver tid gældende regler
Hvis du har brug for skattemæssig rådgivning ift. bruttolønsordningen, skal du kontakte Skat.
Du kan også finde information på SKAT’s hjemmeside
Nyborg Kommune fraskriver sig ethvert ansvar i forbindelse med den skatteretlige behandling af bruttolønsordninger, herunder ændrede skatteregler eller fortolkninger.
Det betyder, at du ikke får kompensation, hvis skattereglerne ændres. Heller ikke hvis ændrede skatteregler betyder, at du ikke opnår den forventede skattebesparelse.
Sådan administreres bruttolønsordningen
En aftale om en bruttolønsordning indgås mellem dig og din leder efter Personaleafdelingens vurdering af om betingelserne for en aftale er opfyldt.
Forud for indgåelse af aftalen skal I beskrive hvilken saglig interesse din arbejdsplads har i den uddannelse, I ønsker omfattet af bruttolønsordningen.
I skal beskrive hvordan uddannelsen understøtter din mulighed for konkret og/eller mere generelt at kunne varetage dit arbejde.
I skal derudover gøre Jer klart præcis hvilke udgifter der er forbundet med uddannelsen. De enkelte udgifter skal opgøres og dokumenteres.
Hvis Personaleafdelingen vurderer, at der er grundlag for at indgå en aftale vil du modtage et tillæg til dit ansættelsesbrev i din e-Boks, som beskriver rammerne for bruttolønsordningen. Hvis ikke Personaleafdelingen hører fra dig inden 8 dage anses det som accept af aftalen og ordningen iværksættes.
Hvis HR og Personale vurderer, at der ikke er grundlag for at indgå en aftale vil du modtage en orientering med baggrunden herfor.
Øvrigt
En bruttolønsordning forudsætter at din forhandlingsberettigede organisation har tiltrådt ”Aftale om nedgang i kontantløn ved indgåelse af lokale aftaler om personalegoder”.
Hovedudvalget har 12. juni 2014 besluttet, at medarbejdere ikke tilbydes øvrige bruttolønsordninger som eksempelvis multimedier, sundhedsordninger, befordring, tidsskrifter/aviser m.v.
Skema vedr. grundlag til vurdering af om det er muligt at indgå en aftale om bruttolønsordning.
Nyborg Kommune forbeholder sig ret til at ændre, tilpasse og ophæve ordningen.
For yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger, kontakt HR på mail: HR@nyborg.dk
