Time- eller månedslønnet
Beskrivelse for betingelser for at blive ansat som enten time- eller månedslønnet.
Det er din opgave som leder at sørge for at reglerne efterleves.
KL, KTO, SHK og de faglige organisationer har indgået en aftale om ændring af vilkårene for ansættelse på timeløn.
Fra 1. august 2014 sker ansættelse på timeløn kun for tilkaldevikarer* og medarbejdere, der er ansat til højst 1 måneds beskæftigelse.
Det betyder, at det alene er ansættelsesperiodens længde der har betydning for om medarbejderen skal ansættes på månedsløn eller timeløn. Det skelnes ikke længere mellem over og under 8 timers ugentlig beskæftigelse.
Weekender og indlagte fridøgn betragtes ikke som slip i ansættelsen.
Ansættelse på månedsløn får fremadrettet betydning for medarbejdernes optjening af beskæftigelsesanciennitet, pensionskarens, opsigelsesvarsel mv.
Vedrørende undervisningsområdet:
Der er aftalt en særlig ordning for lærere m.fl. ved folkeskolen og ungdomsskolen. Ordningen betyder, at lærere m.fl. der pr. 1. august 2014 ansættes med en beskæftigelsesgrad på under 8 timer skal vælge om de vil omfattes af den relevante overenskomsts bestemmelser om timeløn eller månedsløn.
Tilkaldevikar
En tilkaldevikar bliver typisk brugt ved et pludselig opstået behov f.eks. ved en kollegas sygdom.
En tilkaldevikar/timelønsansat har ikke forud for tilkaldet nogen forpligtigelse til at arbejde på bestemte tidspunkter.
Når tilkaldevikaren fratræder tjenesten ved arbejdstids ophør betragtes ansættelsesforholdet som ophørt.
Personaleafdelingen udsteder Orientering om beskæftigelse som timelønnet tilkaldevikar.
Tilkaldevikaren bliver tilknyttet en pensionsordning, når vedkommende opfylder betingelserne jf. overenskomsten.
Ved flere timelønsansættelser i kommunen
En medarbejder kan være ansat flere steder som tilkaldevikar. Faglig voldgift af 5. december 2006 har afgjort, at man i dette tilfælde ikke skal betragte kommunen som ét samlet ansættelsessted. De konkrete vikaraftaler er indgået med den enkelte institution og skal derfor ses hver for sig.
Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte din lønkonsulent på Lønkontoret.
