Finansiel politik
Beskrivelse af rammerne for Nyborg Kommunes aktiv- og gældsportefølje
Resumé
Formålet med den finansielle politik er, at sikre størst muligt afkast af
kommunens likvide aktiver og minimere renteomkostningerne på kommunens
lån indenfor de fastlagte rammer og valgte risikoprofil.
Det er med andre ord ikke målet, at fastlægge principper for størrelsen
af kommunens likvide aktiver eller den langfristede gæld, som i stedet
fastlægges på baggrund af kommunens overordnede økonomiske situation
og i forbindelse med budgetlægningen.
Gældspleje
Formål
Formålet med Nyborg Kommunes gældspleje er, sammenholdt med ønsket
om en forudsigelig udvikling i ydelserne til afvikling af gælden og
dermed budgetsikkerhed, at minimere finansieringsomkostningerne
vedrørende Kommunes gæld.
Rente
Rammerne for valg af fast eller variabel rente er følgende:
| Rente | Andel |
| Fast | 50-100% |
| Variabel | 0-50% |
Af hensyn til ønsket om forudsigelig udvikling i ydelserne skal andelen
af fastforrentet lån udgøre minimum 50 %. En rentebinding under 12
måneder anses for at være variabel.
Længden på den faste rente afhænger af restløbetid på gælden. Minimum
25 % af gæld med restløbetid 5-10 år skal have fast rente med
løbetid mellem 5 og 10 år. Minimum 25 % af gæld med restløbetid over
10 år skal have fast rente med løbetid over 10 år.
Valuta
Rammerne for valg af valuta er som følgende:
| Finansieringsvaluta | Renteforskel | Andel |
| DKK | 0 | 0-100% |
| EUR | >0,5 | 0-50% |
For optagelse af gæld i udenlandsk valuta gælder, at der skal være en
besparelse på renten i forhold til niveauet i Danmark. Der kan således
optages eller konverteres lån til EUR, hvis renteforskellen er større end
0,50%-point. EUR-andelen må maksimalt udgøre 50% af den samlede
låneportefølje.
Løbetid
Valg af løbetider og afdragsprofil fastlægges på grundlag af Nyborg
Kommunes langsigtede økonomiske situation.
Likvide aktiver og formuepleje
Formål
Nyborg Kommune har fastlagt en investeringspolitik for at optimere afkastet af kommunens likvide aktiver samtidig med en minimering af risikoen i investeringsporteføljen. Indholdet i investeringspolitikken sikrer, at den daglige håndtering opfylder og efterlever Nyborg Kommunes fastsatte investeringsramme.
Risiko
Kommunens aktivportefølje består af finansielle aktiver med både lav og høj risiko. Den samlede aktivportefølje tilstræbes at have en lav langsigtet risiko.
Aktivgrupper
| Investeringsportefølje | Andel |
| Danske stats- og realkreditobligationer | 0-100 % |
| Udenlandske obligationer | 0-10 % |
| Højrente-, Emerging Markets og virksomhedsobligationer* | 0-20 % |
| Aktier* | 0-20 % |
| Kontant | 0-5 % |
| Fællesramme på de 2 aktivtyper | max 35 % |
Investeringsporteføljen indgår Højrente-, Emerging Markets og Virksomhedsobligationer med en andel på op til 20 % og aktier med en andel på op til 20 %. Der er en fællesramme så den maksimale andel af disse 2 aktivtyper må udgøre 35 % af porteføljen. Herved forventes det på grund af diversifikationseffekter (spredning på flere aktivklasser), at der målt over en årrække kan opnås et højere afkast i forhold til en portefølje udelukkende bestående af danske obligationer, men det indebærer også en lidt større kursrisiko på kort sigt.
Kompetencer
Generelt
Da beslutninger om tilpasning af gælds- og aktivporteføljen skal kunne træffes med relativ kort varsel på grund af hurtige ændringer i kapitalmarkedet, er kompetencen delegeret til Økonomi- og Digitaliseringschef og leder af Regnskab og Finans i forening.
Politik for styring af den langfristede gæld
1.0 Formål og overordnede rammer
Formålet med nærværende politik er at fastlægge rammerne for en aktiv styring af Nyborg Kommunes lån, herunder rammer for en aktiv bearbejdning af de risici, der er forbundet med Nyborg Kommunes gæld.
Styringspolitikken har endvidere til formål at sikre, at Nyborg Kommune har et fuldt overblik over de rente- og valutarisici, der er forbundet med låneporteføljen.
Nyborg Kommune kan optage forskellige typer af lån til flere formål, men Byrådet har vedtaget en økonomisk politik hvor det ikke er hensigten at optage ny gæld. Denne politik omhandler udelukkende de lån, som Nyborg Kommune har mulighed for at optimere.
Det betyder at ældreboliglån, indekslån og almindelige obligationslån ikke omhandles af politikken.
Lån kan optages i DKK eller EUR og med fast eller variabel rente. Fordelingen kan aktivt justeres inden for rammerne i nærværende politik.
2.0 Overordnet strategi
Finansiering dels i DKK og dels i EUR anses for optimal under hensyntagen til den risiko, der er forbundet med lån i fremmed valuta.
Følgende hovedprincipper følges: Lavest mulig rente og begrænset valutakursrisiko.
A) Valuta
Rammerne for finansieringsvaluta fremgår af nedenstående tabel
| Finansieringsvaluta | Renteforskel | Andel |
| DKK | 0 | 0-100% |
| EUR | >0,5 | 0-50% |
For optagelse af gæld i EUR gælder, at der skal være en besparelse på renten i forhold til niveauet i Danmark. Det er foruden DKK valgt at medtage muligheden for EUR- finansiering. Der kan således optages eller konverteres lån til EUR, hvis renteforskellen er større end 0,50 %-point. EUR-andelen må udgøre op til 50 % af den samlede portefølje.
Nationalbanken fører en fastkurspolitik over for EUR, hvilket betyder, at valutarisikoen på EUR er begrænset. Derfor arbejdes der ikke med stoploss niveauer vedrørende finansiering i EUR. Sker der ændringer i det valutariske samarbejde mellem Danmark og Euroland, genovervejes vores eventuelle EUR-finansiering øjeblikkeligt.
B) Rente
Rammerne for fordeling mellem fast og variabel rente
| Rente | Andel |
| Fast | 50-100% |
| Variabel | 0-50% |
Den variable del af gælden må maksimalt udgøre 50 %, mens låneporteføljen som minimum skal have en fastrenteandel på 50%. En rentebinding under 12 måneder anses for at være variabel.
Længden på den faste rente afhænger af restløbetid på gælden. Minimum 25 % af gæld med restløbetid 5-10 år skal have fast rente med løbetid mellem 5 og 10 år. Minimum 25 % af gæld med restløbetid over 10 år skal have fast rente med løbetid over 10 år.
De her opstillede fordelinger mellem fast og variabel rente skal betragtes, når der er taget hensyn til afdækning med finansielle instrumenter. Som eksempel kan der anvendes 100 % underliggende variabel finansiering mens den ønskede renteafdækning opnås ved hjælp af renteswaps.
Beregninger, som ligger til grund for overholdelse af de fastsatte porteføljeandele både vedrørende rente- og valutafordeling, er baseret på den til enhver tid værende restgæld.
2.1 Låneoptagelse
Låneoptagelse vedtages i Byrådet.
Valg af løbetider og afdragsprofil fastlægges på grundlag af Nyborg Kommunes lang-sigtede økonomiske situation.
Lån optages ud fra følgende regler:
- Lån hjemtages i god tid for at sikre at den nødvendige likviditet er på plads.
- Lån optages med løbetid og afdragsprofil inden for rammerne i den seneste Bekendtgørelse om kommunernes låntagning.
- Lån adskilles i en likviditetsdel og en rentedel.
- Likviditeten hjemtages altid, hvor den er billigst.
- Likviditeten hjemtages som udgangspunkt til variabel rente.
- Finansielle instrumenter anvendes til at styre rentebindingen således at de finansielle rammer overholdes.
2.2 Omlægning og afdækningsstrategi
Omlægning af låneporteføljen foretages, når Nyborg Kommune vurderer det hensigtsmæssigt – i samråd med sin finansielle rådgiver – og når de fastlagte rammer i den finansielle styringspolitik gør det nødvendigt.
Der kan benyttes finansielle instrumenter til at foretage omlægning af låneporteføljen, idet brug af finansielle instrumenter giver Nyborg Kommune øget fleksibilitet til at foretage en aktiv styring. Markedet for finansielle instrumenter er præget af høj effektivitet, hvilket bevirker, at låneporteføljen hurtigt kan tilpasses, når en omlægning ønskes.
2.3 Valutarisiko
Nyborg Kommunes låneportefølje kan indeholde valutafinansiering, hvorfor der potentielt eksisterer en valutarisiko. Men da der udelukkende er mulighed for EUR-finansiering, og da DKK er tæt knyttet til EUR vurderes der ikke behov for særskilte stoploss beregninger.
EUR-finansiering optages hvis det vurderes gunstigt, jf. fastlagte rammer. I tilfælde af at DKks tilknytning til EUR ændres, bør finansieringen genovervejes og stoploss- og break-even beregninger straks foretages.
2.4 Renterisiko
Nyborg Kommune kan have langfristet gæld, som er baseret på såvel fast som variabel rente. Fordelingen af gælden på fast og variabel rente afhænger af den fastsatte overordnede ramme – jf. afsnit 2.0 – indenfor hvilken der foregår optimering.
Denne optimering har baggrund i analyser af rentekurven og forventninger til den fremtidige renteudvikling. Optimeringen foregår i samarbejde med Nyborg Kommunes finansielle rådgiver. Beslutningen om en omlægning er dog udelukkende Nyborg Kommunes egen og baseres på en forventningsdannelse genereret ud fra information fra finansielle institutioner.
Hensigten med at styre fordelingen imellem fast og variabel rente indenfor ovennævnte ramme er at sikre, at låneporteføljen til stadighed styres så finansieringsomkostningerne minimeres, og der er en forudsigelig udvikling i ydelserne til afvikling af gælden.
Der er i bilag 1 redegjort for renterisikoen ved hhv. variabelt forrentede lån og fastforrentede lån, med eller uden konverteringsmulighed.
2.5 Styringsinstrumenter
Nyborg Kommune anvender ud over sædvanlig omlægning af lån også finansielle instrumenter i den finansielle styring, idet styringen dermed bliver mere fleksibel.
Nyborg Kommune anvender primært renteswaps til omlægning af rentevilkår, fx fra variabel til fast rente. Det giver en øget fleksibilitet og bevirker at låneporteføljen hurtigt kan tilpasses, når en omlægning ønskes.
De finansielle instrumenter kan kun anvendes i direkte relation til en konkret forpligtelse vedrørende Nyborg Kommunes gæld. Indgåelse af finansielle instrumenter skal således kunne henføres til et konkret lån.
Der er i bilag 2 en kort beskrivelse af de pt. tilladte finansielle instrumenter.
Politik for aktiv styring af aktivporteføljen
3.0 Formål
Nyborg Kommune har fastlagt en investeringspolitik for at optimere afkastet af kommunens likvide aktiver samtidig med en minimering af risikoen i investeringsporteføljen. Indholdet i investeringspolitikken sikrer, at den daglige håndtering opfylder og efterlever Nyborg Kommunes fastsatte investeringsramme.
3.1 Sikkerhed
Efter ophør af bankpakke 1 pr. 1. oktober 2010 er indskydergarantien for indestående i danske pengeinstitutter på 100.000 EUR svarende til ca. 750.000 kr. Beholdninger af værdipapirer i depot er derimod sikret i tilfælde af at et pengeinstitut går konkurs. Ny-borg vil placere hovedparten af de frie midler (som ikke skal anvendes til de daglige bankforretninger) samt de deponerede midler i værdipapirer i et depot.
3.2 Deponerede midler
Nyborg Kommunes deponerede midler indgår i investeringsporteføljen. Midler som frigives inden for en kort tidshorisont kan anbringes i obligationer med en meget kort løbetid.
4.0 Investeringsstrategi
Optimering af afkastet på Kommunens likvide midler sker til enhver tid under hensyntagen til det fastsatte risikomål. Afkastet udgøres af løbende renteindtægter, udbytte-betalinger og kursreguleringer.
4.1 Valg af kapitalforvalter
Nyborg Kommune udbyder i 2024 kapitalforvaltning af kommunes investeringsportefølje i EU-udbud. Valg af kapitalforvalter afgøres ud fra kriteriet ” bedste forhold mellem pris og kvalitet”.
4.2 Aktivtyper
Udgangspunktet for kommunes investeringer er den kommunale styrelseslov § 44, som foreskriver, at overskydende likviditet skal indsættes i et pengeinstitut eller placeres i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, som fondes midler kan anbringes i.
Disse regler fremgår af Bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (BEK nr. 1525 af oktober 2020).
4.3 Investeringsrammer
Nyborg Kommune har i dialog med kapitalforvalter valgt følgende investeringsrammer:
Investeringsrammer fordelt på aktivtyper
| Investeringsportefølje | Andel |
| Danske stats- og realkreditobligationer | 0-100 % |
| Udenlandske obligationer | 0-10 % |
| Højrente-, Emerging Markets og virksomhedsobligationer* | 0-20 % |
| Aktier* | 0-20 % |
| Kontant | 0-5 % |
| Fællesramme på de 2 aktivtyper | max 35 % |
Kapitalforvalterens opgave er at optimere afkast/risiko-forholdet indenfor investeringsrammen. Risikoen på obligationsporteføljen beregnes ud fra risikomålet korrigeret varighed. Den korrigerede varighed udtrykker obligationsporteføljens følsomhed overfor ændringer i renten. Nyborg Kommune har valgt, at den korrigerede varighed på beholdningen af danske statsobligationer og realkreditobligationer skal være mellem 0 og 5,0. Såfremt porteføljeforvalteren vælger at udnytte risikorammen fuldt ud ved at sammensætte en portefølje af danske obligationer med korrigeret varighed på 5,0 betyder det, at obligationsporteføljen vil falde med ca. 5,0 kurspoint ved en umiddelbar rentestigning på 1%.
Obligationer udstedt af lande defineret som Emerging Markets og virksomhedsobligationer med forskellige kredit ratings må maksimalt udgøre 20 % af porteføljen. Nyborg Kommunes investeringer i aktier må maksimalt udgøre 20 % af porteføljen. Der er en fællesramme så den maksimale andel af disse 2 aktivtyper må udgøre 35 % af porteføljen.
For så vidt angår investeringer udover danske obligationer stilles der krav til risikospredning, hvilket sikres ved, at Nyborg Kommunes investeringer alene kan ske gen-nem investeringsforeninger jf. Bekendtgørelse om anbringelse af og bestyrelse af fondes midler (BEK nr. 1525 af oktober 2020).
4.4 Etiske retningslinjer
Investeringer, uanset afkastets størrelse, må ikke ske på bekostning af den etiske ansvarlighed. Grundlæggende skal investeringer overholde almindelige forventninger til etiske krav og minimum hvert halve år skal Nyborg Kommunes kapitalforvaltere screene investeringerne for selskaber der overtræder internationale normer, herunder FN-konventioner der beskæftiger sig med menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, anti-korruption, kontroversielle våben og miljøbeskyttelse.
Det en forudsætning, at Nyborg Kommune kun indgår aftaler med kapitalforvaltere, der har tiltrådt og underskrevet FN´s principper i ”UN Principles of Responsible Invest-ment” (UN PRI). Kapitalforvalteren skal bekræfte over for Nyborg Kommune, at disse principper er indarbejdet i kapitalforvalterens arbejdsrutiner. Desuden ønsker Nyborg Kommune, at kapitalforvalteren i sine investeringsvalg, inddrager i hvor høj grad virksomhederne i porteføljen indarbejder FN’s Global Compact principper i deres CSR-politikker.
Nyborg Kommune kræver en normbaseret frascreening af sektorer, også kaldet SRI (Social Responsible Investments), når investeringsporteføljen fastlægges. De virksomheder, som Nyborg Kommune investerer i, må ikke have omsætning inden for følgende sektorer:
- Tobak
- Alkohol
- Pornografi
- Gambling
- Kontroversielle våben
- Kul
- Olie og gas
Det er en målsætning for Nyborg Kommune, at virksomheder der investeres i ikke har nogen omsætning i de ovennævnte sektorer. Af operationelle grunde anerkendes det dog, at visse virksomheder kan have en minimal omsætning inden for de ovennævnte uønskede sektorer. Derfor accepteres der en tærskelværdi på 5 pct. forstået således, at op til 5 pct. af en virksomheds omsætning kan stamme fra de uønskede sektorer. Dette skal dog forstås som en operationel maksimalgrænse der ikke ønskes udnyttet.
Omkring fossile brændstoffer defineres investeringer således, at det er en målsætning der ikke investeres i kulproducenter, kulforbrugende virksomheder og kontroversiel olieudvinding. Ved kulforbrugende virksomheder menes der forsyningsvirksomheder og her kan der eventuelt accepteres en højere tærskelværdi vedrørende, hvilke forsyningsvirksomheder der skal udelukkes fra investeringsporteføljen.
Nyborg Kommune foretrækker, at investeringsporteføljen udvælges på basis af en ESG scoremodel (Environment, Social responsibility and Governance), hvilket kommunens kapitalforvaltere opfordres til at bruge. Dermed tilskyndes alle former for virksomheder til at vise og tage et samfundsansvar.
Nyborg Kommune ønsker ikke at investere i virksomheder der medvirker til skatteunddragelse. Derfor opfordrer Nyborg Kommune sine kapitalforvaltere til ikke at investere i selskaber der medvirker til skatteunddragelse. Nyborg Kommune ønsker, at kommunens kapitalforvalter/e i videst muligt omfang undgår investeringer i de lande EU definerer som ”skattely stater” samt, at kommunens kapitalforvalter/e naturligvis overholder en eventuelt EU-sanktionsliste der måtte opstå på baggrund af EU’s beslutning. Nyborg Kommunes investerede midler må ikke administreres af selvstændige kapital-forvaltere, investeringsforeninger og andre lignende selskaber, som benytter, bidrager til eller vejleder om skatteunddragelse.
Det forventes, at Nyborg Kommunes kapitalforvaltere er bekendt med, og efterlever, EU’s og Danmarks sanktionsliste over lande som der ikke må investeres i.
Nyborg Kommune har et generelt ønske om at have en ESG ansvarlig og grønnere investeringspolitik. Nyborg Kommune ønsker at modtage jævnlige afrapporteringer fra forvaltere der beskriver og underretter om, hvilke tiltag kapitalforvalteren fortager i forbindelse med Engagement ved ESG screenede virksomheder. Desuden vil Nyborg Kommune løbende efterspørge afrapportering omkring porteføljers grønne udvikling herunder med særlig vægt på klimabelastning.
Nyborg Kommune ønsker at understøtte FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Specielt er der fokus på 4 udvalgte mål:
- Verdensmål nummer 8 - Anstændige jobs og økonomiske vækst
- Verdensmål nummer 9 - Industri, innovation og infrastruktur
- Verdensmål nummer 12 - Ansvarligt forbrug og produktion
- Verdensmål nummer 13 - Klimaindsats
Fælles for finansiel politik
5.0 Kompetencefordeling
Byrådet vedtager Nyborg Kommunes finansielle politik vedrørende gælds- og aktiv-porteføljen.
Beslutninger om tilpasning af gælds- og aktivporteføljen skal kunne træffes med forholdsvis kort varsel, idet vilkårene på kapitalmarkederne i nogle tilfælde ændres markant over kort tid.
Beslutningskompetencen i Nyborg Kommune er derfor tilrettelagt sådan, at Nyborg Kommune er i stand til at træffe hurtige beslutninger på området, hvilket understøtter en hensigtsmæssig aktiv styring.
- Økonomi- og Digitaliseringschef og Leder af Regnskab og Finans kan tage beslutninger om tilpasninger af gælds- og aktivporteføljen.
- I tilfælde af fravær af Økonomi- og digitaliseringschef og Leder af Regnskab og Finans er det Vicekommunaldirektøren som i fællesskab med enten Økonomi- og Digitaliseringschef og Leder af Regnskab og Finans kan træffe beslutninger om tilpasning af gælds- og aktivporteføljen.
- Økonomiudvalget orienteres via den kvartalsvise rapportering om foretagne ændringer af gælds- og aktivporteføljen.
6.0 Modpartsrisiko
Nyborg Kommune indgår udelukkende finansielle transaktioner, hvor der opstår anden modpartsrisiko end en almindelig afviklingsrisiko, med finansielle institutioner der har en langfristet kreditvurdering (fra enten Standard & Poor's eller Fitch), er en systemisk vigtig bank i Danmark (SIFI-bank) eller er underlagt Den Europæiske Centralbanks banktilsyn og, at denne institution er tildelt en tilfredsstillende risikoklassificering.
7.0 Rapportering og kontrolrutiner
Økonomiudvalget/administrationen orienteres om omlægninger o.l., der er gennemført i medfør af denne politik. Derudover sker kvartalsvis rapportering. Derudover modtager økonomiudvalget kvartalsvis en redegørelse om udviklingen i gælds- og aktivporteføljen.
Økonomi- og Digitaliseringschef og Leder af Regnskab og Finans har ansvaret for ovennævnte rapporteringer.
8.0 Revurdering
Nyborg Kommunes finansielle politik kan til enhver tid tages op til revurdering i Byrådet.
information
