Vold udenfor arbejdstid

Hvis der er risiko for, at der kan opstå arbejdsrelaterede hændelser med trusler, vold og chikane uden for arbejdstiden, har I pligt til at identificere og forebygge risikoen. Sidst opdateret 14. juni 2017.

Det kan eksempelvis være risikoen for at man opsøges på sin bopæl, at man kan blive passet op af borgere i det offentlige rum, at man ringes op på sin telefon eller chikaneres via sociale medier.

Lederen skal vurdere risikoen for, om medarbejderne kan blive udsat for arbejdsrelateret vold uden for arbejdstiden. I denne vurdering kan bl.a. indgå om medarbejderen har beføjelser til at træffe beslutninger, der kan have negativ betydning for f.eks. borgere eller kunder. Hvilken type personer, som medarbejderen kommer i kontakt med i forbindelse med arbejdet. Eller om der tidligere har været tilfælde af vold, samt om der er en konkret forhøjet risiko for, at en medarbejder kan blive udsat for vold, eksempelvis pga. tidligere uoverensstemmelser med borgere eller kunder.

I har altså pligt til at:

  • Informere medarbejderne om eventuel risiko for arbejdsrelateret vold i fritiden.
  • Vejlede medarbejderne i hensigtsmæssig håndtering af arbejdsrelaterede voldsepisoder.
  • Udarbejde retningslinjer for hensigtsmæssig håndtering af episoderne.
  • Tilbyde medarbejderne hjælp til at foretage en eventuel politianmeldelse af arbejdsrelaterede voldsepisoder.

Retningslinjer og vejledning af medarbejdere kan fx handle om:

  • Hensigtsmæssig samtaleteknik, konfliktforebyggelse og konfliktnedtrappende kommunikation.
  • Hvordan medarbejderne kan se og handle hensigtsmæssigt på advarselssignaler fra potentielt voldelige borgere.
  • Konkret adfærd under optrappede arbejdsrelaterede voldsepisoder uden for arbejdstiden.
  • Hensigtsmæssig håndtering af trusler og anden krænkende adfærd fremsat digitalt, fx i sms, på e-mail, hjemmesider eller sociale medier.

Pligten til at planlægge, oplære og instruere - og føre tilsyn

Pligten til at planlægge, oplære og instruere i, samt føre tilsyn med arbejdets udførelse, gælder således både i forhold til risikoen for vold i arbejdet og for arbejdsrelateret vold uden for arbejdstiden. I mange tilfælde vil en forebyggelse af vold, der finder sted i arbejdstiden, også kunne forebygge vold, der finder sted uden for arbejdstiden. Det er dog vigtigt, at I får talt om i hvilke situationer, I kan blive udsat for vold eller trusler i fritiden, samt hvordan I helt konkret sikrer opfølgning på hændelsen, både umiddelbart lige efter og på lang sigt.

Lederen (arbejdsgiveren) skal ikke instruere om, eller på anden måde gennemføre, forebyggelsestiltag i forhold til medarbejdernes private forhold eller ageren i fritiden, herunder medarbejderes valg af transportvej, boligforhold, indkøbsvaner, hobby, familieforhold eller lignende.

Selvom medarbejderne har fået vejledningen, er de ikke forpligtede til at følge denne, da lederen (arbejdsgiveren) ikke har instruktionsbeføjelser over medarbejderne i deres fritid.

Hjælp til politianmeldelse

Når en voldsepisode finder sted uden for arbejdstiden, er den skadelidte selv ansvarlig for en eventuel anmeldelse til politiet. Har du som leder fået kendskab til en arbejdsrelateret voldsepisode uden for arbejdstiden, har du dog pligt til at tilbyde den skadelidte medarbejder bistand til at politianmelde voldsepisoden, hvis medarbejderen ønsker det. Lederen er ikke forpligtet til at være opsøgende i forhold til at få kendskab til, om episoderne har fundet sted.

Intern huskeliste til brug for anmeldelse af vold og trusler til polititet