Kulturanalyse 2022

Information om baggrund, anbefalinger og videoer til videre arbejde

Byrådet har i foråret 2022 gennemført en undersøgelse af ledelses- og organisationskulturen i Nyborg Kommune med det formål at skabe et afsæt for en kultur i Nyborg Kommune der er præget af tillid, tryghed og åbenhed, som fremmer engagement og arbejdsglæde blandt alle ansatte. En kultur hvor de ansatte oplever, at de trygt kan henvende sig med både undren, kritik eller uhensigtsmæssige oplevelser, og samtidig oplever, at deres henvendelser tages alvorligt,  og at der sker handling på baggrund af deres henvendelser.

Undersøgelsen blev sat i gang for at skabe klarhed over en mulig krænkelseskultur og for at få et samlet overblik over samarbejdsformer og generel arbejdskultur i Nyborg Kommune.

Undersøgelsen, der er gennemført anonymt, af konsulentfirmaet Komponent, er baseret på spørgeskemaundersøgelser, personlige interviews og whistleblowerhenvendelser.

Følgende temaer er belyst:

  • Er organisations- og ledelseskulturen præget af tillid, tryghed og åbenhed? Herunder også det politiske niveau.
  • Kan man trygt henvende sig med undren, kritik eller uhensigtsmæssige oplevelser? Og bliver der handlet på henvendelserne?
  • Oplever medarbejderne en arbejdsplads uden mobning, sexisme og krænkelser?
  • Er der en generel krænkelseskultur i Nyborg Kommune?

Afrapportering af budskaber

Konsulentfirmaet Komponent har produceret fire korte videoer, hvor de fortæller om de udsagn og fortællinger de har fået og deres anbefalinger til Nyborg Kommune på baggrund af kulturundersøgelsen. Derudover er der afrapporteret lokale nuancer for de enkelte afdelinger.

Til alle ansatte har Nyborg Kommune udsendt link til de fire videoer, følgebreve med information om det lokale arbejde og det videre arbejde i organisationen samt plancher med afrapporteringer fra Komponent.