Du er en af de mange, der hver dag pendler til arbejde i Nyborg Kommune fra andre steder i landet. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at fortælle lidt om Nyborg Kommune, der måske kunne gøre dig og din familie interesseret i at bosætte jer her hos os.
Vi, der allerede bor her, kunne ikke tænke os noget bedre sted. Den smukke natur med skov, strand, bakkede landskaber og kønne kyststrækninger er kendetegnende for hele kommunen.
Vi har gode og prismæssigt attraktive boliger for både børnefamilier, singler og seniorer. Boligerne er alle tæt på naturen, og der er rige muligheder for et aktivt friluftsliv. Med kort afstand til både Odense og København har du fra Nyborg altid et interessant kulturliv inden for rækkevidde - men Nyborg har også selv meget at byde på med den store satsning på Nyborg Slot.
Alt det gør Nyborg til et af landets mest attraktive bosætningssteder.
Som pendler vil jeg gerne invitere dig og din familie på en guidet bustur rundt i kommunen. På turen vil du opleve dele af Nyborg Kommune og du vil få et indledende lokalkendskab, så du hurtigere kan finde dig til rette her i kommunen. Turen afsluttes med et besøg i byrådssalen, hvor borgmester Kenneth Muhs tager i mod.
På www.nyborg.dk kan du finde oplysninger om kommunen generelt, og den service vi kan tilbyde - information om boliger og byggegrunde, daginstitutioner og deres åbningstider, skoler, foreninger, viden om jobcenter, affaldsordninger og lokale byrådsmedlemmer, ældreservice, busplaner og meget mere.
Du kan følge Nyborg Kommune på www.facebook.com/nyborgkommune. Her kan du få tips og gode historier om Nyborg og følge med i, hvad der sker af stort og småt i kommunen. Her kan du også nemt og uformelt komme i dialog med os og andre borgere om relevante emner.
Vi håber, at du og din familie kan se de mange muligheder og kvaliteter ved vores kommune.
Venlig hilsen
Kenneth Muhs, borgmester

