Seniorjob

Her finder du information om Love om seniorjob. Den 1. januar 2008 trådte lov nr. 1543 af 20. december 2006 om seniorjob i kraft.

Betingelser

Det følger af Lov om seniorjob, at en person har ret til ansættelse i et seniorjob i bopælskommunen, hvis følgende betingelser er opfyldt: 

  • personen er medlem af en arbejdsløshedskasse,
  • personen er ledig,
  • personens dagpengeperiode, jf. § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., er udløbet,
  • personens dagpengeperiode udløber tidligst 5 år før efterlønsalderen, jf. § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. - dvs. personen p.t. skal være fyldt 55 år, når dagpengeperioden er udløbet, og
  • personen skal ved fortsat medlemskab af og indbetaling af efterlønsbidrag til en arbejdsløshedskasse kunne opfylde anciennitetskravet for efterløn, når pågældende når efterlønsalderen.  

Ansættelse i seniorjob

Kommunen (gælder ikke for selvejende institutioner) har pligt til at ansætte personer, der opfylder de nævnte betingelser. Det er personen selv, der anmoder om et seniorjob.  

Kommunen skal tilbyde ansættelse i seniorjob på fuld overenskomstmæssig arbejdstid til personer, der er fuldtidsforsikrede medlemmer af en arbejdsløshedskasse, og kommunen skal tilbyde deltidsansættelse i seniorjob til deltidsforsikrede medlemmer af en arbejdsløshedskasse. 

Kommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med ansøgeren og lederen, hvori der tilbydes et seniorjob. Der tages hensyn til vedkommendes kvalifikationer og interesser, og lederen skal sikre, at jobbet har et rimeligt indhold.  

Løn- og arbejdsvilkårene for personer i seniorjob skal være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende. Dog gælder særlige regler for, hvornår et seniorjob skal ophøre – se nedenstående.  

Desuden gælder det, at personer, der ansættes i seniorjob i øvrigt skal være omfattet af den lovgivning, der gælder for lønmodtagere. Under ansættelse i seniorjob optjener man ret til ferie med løn i henhold til de vilkår, der gælder for det pågældende ansættelsesområde.  

Det er ikke institutionens budget, der afholder udgiften til ansættelse i seniorjob.    

Ophør af seniorjob

Ansatte i seniorjob kan afskediges efter almindelige ansættelsesretlige regler, hvis pågældende misligholder ansættelsesaftalen.  

Endvidere skal ansættelsen i seniorjob ophører:  

  • på den dato, hvor personen når efterlønsalderen, jf. §74 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.,
  • hvis personen afslår et rimeligt ordinært arbejde, som er formidlet af staten i jobcenteret efter § 5, stk. 2, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller
  • hvis personen på grund af manglende indbetaling af medlemsbidrag eller efterlønsbidrag til sin arbejdsløshedskasse eller udmeldelse af arbejdsløshedskassen ikke længere vil kunne gå på efterløn, når personen når efterlønsalderen, jf. § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.    

Er der spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte din konsulent i HR og Personale.