Alvorligt syge børn under 18 år

Aftale om fravær af familiemæssige årsager §33

Ansatte, som er forældre til alvorligt syge børn under 18 år, har ret til hel eller delvis tjenestefrihed med sædvanlig løn, når betingelserne for at få dagpenge efter § 26 i Barselsloven er opfyldt. Arbejdsgiveren har dog mulighed for at begrænse retten til tjenestefrihed til 1 måned pr. år pr. barn. Der kan herudover aftales yderligere tjenestefrihed.

Når den ansatte har et barn under 18 år, som er alvorligt sygt, er det muligt, at betingelserne efter § 26 i Barselloven for at få dagpenge er opfyldt. Det er socialforvaltningen i bopælskommunen, der afgør, hvorvidt dette er tilfældet. Det er et krav, at barnet har behov for ophold på sygehus eller en lignende institution i 12 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på sygehus, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det. Hvis det viser sig, at opholdet alligevel ikke bliver på 12 dage, og dagpenge er bevilliget, har det ikke nogen betydning for dagpengeretten. Såfremt betingelserne efter § 26 i Barselloven er opfyldt, skal arbejdsgiveren give tjenestefrihed med sædvanlig løn.

Arbejdsgiveren har mulighed for at begrænse retten til tjenestefrihed til 1 måned pr. år pr. barn. Det kan aftales, at der ydes tjenestefrihed i længere tid end 1 måned, fx hvis den ansatte allerede på forhånd ved, at perioden bliver længere end 1 måned. Hvis der aftales tjenestefrihed i længere tid end 1 måned, er det stadig under forudsætning af, at den ansatte fortsat opfylder betingelserne i Barselloven § 26.

Arbejdsgiveren modtager dagpengerefusion, når der udbetales løn. Kravet om refusion skal indgives senest en uge efter, at barnet er blevet rask.