Ekstern ledercoaching
Et tilbud til ledere med personaleansvar
I Nyborg Kommune er det vigtigt for os at støtte dig tæt på din ledelsespraksis. Som supplement til din tætte kontakt med nærmeste leder og vores øvrige tilbud om bl.a. netværk med andre ledere i Nyborg Kommune og sparring med interne fagpersoner, kan vi tilbyde dig ledercoaching med eksterne coaches.
Hvem er vores coaches
Vi har indgået en aftale med firmaet AS3 Transition. De Eksterne coaches fra AS3, der er tilknyttet Nyborg Kommune, er alle erfarne ledercoaches med international akkrediteret coachuddannelse. Alle har været ledere i offentlige eller private organisationer.
Match til de konkrete coachopgaver og –forløb bliver foretaget direkte ved kontakt til AS3 eller efter nærmere instruktion omkring opfølgning på TRE-I-EN undersøgelsen.
Der er tale om en fortrolig, professionel relation mellem dig og en coach i et individuelt tilrettelagt samtaleforløb.
Coachholdet fra AS3 varetager følgende ledercoachingopgaver:
- Coachingforløb til den enkelte leder
- Coachingforløb til lederteams/grupper
- Coachende samtaler som opfølgning på lederevaluering/TRE-I-EN målingen, der gennemføres hvert andet år
AS3’s responstid fra bestilling af coach over matchning til kontakt til leder er under 48 timer.
Hvis du er i tvivl om ordningen kan du kontakte Kia Dokkedahl Nielsen fra HR og Personale: (kni@nyborg.dk / tlf. 6333 7717 / 5072 7476).
AS3’s coachingtilgang
Transition coaching er et pragmatisk og eklektisk udgangspunkt der bygger på forskellige teoretiske retninger og tilgange inden for coaching. Fokus er på at træffe ledelsesfaglige valg, som bidrager til en udviklingsproces, der sikrer handling for såvel leder som udvikling i organisationen. AS3 møder ikke op med en bestemt ledelsesteori eller model. Tværtimod ser AS3 det som deres opgave at lytte til dit mål og bringe det i spil, som vil være gavnligt for bevægelsen frem mod dit (og organisationens) mål. AS3 er fagligt opdaterede på aktuelle trends og forståelser inden for organisation og ledelse, og de kan både italesætte og perspektivere relevant teori og særlige forståelser af f.eks. ledelsesmæssige udfordringer efter behov.
