Flere ansættelsesforhold
Her finder du en vejledning i, hvornår en medarbejder kan have et eller flere ansættelsesforhold ved Nyborg Kommune.
I Nyborg Kommune tilstræbes det at skabe sammenhængende faste jobs på op til 37 timer. Nogle overenskomster giver dog mulighed for at aftale en ugentlig arbejdstid på op til 42 timer.
Hvis en medarbejder er ansat i flere ansættelsesforhold ved kommunen, er det i ansættelsesretlig henseende vigtigt at vurdere, om der reelt er tale om ét samlet ansættelsesforhold eller om der foreligger flere adskilte ansættelsesforhold, da det eksempelvis har betydning for lønforholdene.
Det er muligt at ansætte en medarbejder, der allerede har et fuldtidsjob i kommunen, i en anden fast stilling, i en midlertidig stilling eller i et vikariat, med et mindre timetal. Samlet må timetallet i gennemsnit pr. uge inkl. overarbejde ikke overstige 48 timer, jf. arbejdsmiljølovgivningens hviletidsregler.
KL har den 5. juli 2007 udsendt et notat ”Flere ansættelsesforhold i kommunen – overarbejdsbetaling, arbejdsmiljø og ferie”.
I hovedtræk er konklusionerne:
Adskilte ansættelsesforhold
Når en medarbejder har flere ansættelser, som er kendetegnet ved, at ansættelserne organisatorisk, budgetmæssigt og ledelsesmæssigt er adskilte, taler dette for, at kommunen som ansættelsesmyndighed betragter ansættelserne som flere adskilte ansættelser.
Det er ikke en forudsætning, at medarbejderens forskellige ansættelsesforhold er omfattet af forskellige overenskomster. Det er derfor muligt for en medarbejder at have flere ansættelsesforhold i kommunen, der er omfattet af den samme overenskomst, også selvom det samlede ugentlige timetal herved overstiger 37 timer.
Overarbejdsbetaling
Når en medarbejder har to eller flere adskilte ansættelsesforhold i kommunen og arbejder efter
samme overenskomst, kan der efter KL’s opfattelse ikke rejses krav om betaling for overarbejde som følge af at flerheden af ansættelser bringer den samlede arbejdstid ud over arbejdstidsnormen.
I forhold til overarbejdsbetaling har det ud over ovenstående betydning om ”ansættelse nr. 2 eller flere” er sket på medarbejderens eget initiativ, i modsætning til at være sket efter pålæg fra arbejdsgiveren.
Arbejdsmiljømæssige forhold
Det er kommunen der har ansvaret for at arbejdet tilrettelægges så arbejdsmiljølovens hviletidsregler overholdes og flere ansættelsesforhold i kommunen vil i relation til arbejdsmiljølovens regler blive vurderet under ét.
Vær derfor opmærksom på at den samlede gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i kommunen ikke overstiger 48 timer.
Ferie
Ifølge ferieloven kan en medarbejder ikke påtage sig et andet lønnet arbejde under ferie med løn. Hvis en medarbejder derimod holder ferie uden løn, feriedagpenge eller anden ydelse, må vedkommende godt påtage sig et andet lønnet arbejde i ferien.
KL anbefaler at kommunerne så vidt muligt planlægger, at medarbejdere med flere ansættelsesforhold holder ferie samtidig i samtlige ansættelser således, at det rekreative formål med ferien opnås.
Andre forhold
På grund af særlige arbejdstidsregler for elever, bør kommunen være særlig opmærksom på ikke at bringe sig i en situation, hvor reglerne kan siges at være overtrådt.
Vær opmærksom på reglerne for syge-og barselsdagpenge. Der kan højst opnås syge-og barselsdagpenge svarende til 37 timer om ugen.
Bemærk
Da hver enkelt sag skal vurderes individuelt hvad angår ansættelsesforhold anbefales det at
HR og Personales personalekonsulenter kontaktes for en afklaring, når en medarbejder vil opnå / har flere ansættelser i kommunen.
