Størstedelen af vores korrespondance med borgere, virksomheder og andre offentlige myndigheder foregår digitalt og skal i udgangspunktet håndteres gennem vores fagsystemer. Denne SPOT har fokus på, hvad du skal være opmærksom på, når du bruger Outlook i kommunikationen med vores digitale omverden.
Alle medarbejdere i Nyborg Kommune sender sikkert til hinandens ”@nyborg.dk”-mailadresser, idet vores interne sikkerhedssystem sikrer, at oplysningerne ikke kan opfanges af uvedkommende. Når du sender en almindelig mail uden for vores sikkerhedssystem, svarer det til, at du sender et åbent postkort, hvor andre potentielt kan læse med. Hvis du derimod sender mails krypteret (dvs. via ”send sikkert” -knappen), svarer det til, at mailen ligger i en lukket kuvert.
Vi kan ikke forhindre f.eks. borgere i, at de sender følsomme oplysninger, så som helbredsoplysninger til os via forbindelser, som ikke er sikrede. I en sådan situation må du svare borgeren tilbage via sikker mail, hvor svaret havner i deres Digital Post og samtidigt opfordre dem til fremadrettet at benytte de sikre kanaler.
Brug af modtagerfeltet/”til”-feltet
Det er en god ide at vente med at udfylde modtagerfeltet til efter du har skrevet indholdet, for at undgå at få sendt en ufærdig mail ved en fejl eller til en forkert modtager. Det er muligt at kontrollere den modtager du gerne vil sende sikkert til vha. knappen ”Kontrollér modtagere”.
Borger: Skriv borgerens cpr.nr. i ”til”-feltet i stedet for en mailadresse. Benyt knappen "Send sikkert" i stedet for den almindelige "Send” knap. Når der sendes mails til borgerens cpr.nr., havner mailen i borgerens digitale postkasse på Borger.dk. Borgeren kan se og besvare fra Borger.dk.
Virksomheder kan kontaktes ved at skrive deres cvr. nr. i ”til”-feltet i stedet for en mailadresse. Benyt "Send sikkert"-knappen og mailen havner i virksomhedens digitale postkasse på Virk.dk. Virksomheden kan se og besvare mailen fra Virk.dk
Offentlige myndigheder har en sikker mailadresse, hvortil du kan sende krypterede mails. Der kan også sendes sikker mail til offentlige myndigheders cvr. nr. på samme måde som ovenfor beskrevet ved virksomheder, hvor mailen havner i myndighedens digitale postkasse. Mange offentlige myndigheder (og enkelte større virksomheder) er desuden tilsluttet en ordning kaldet ”Direkte adressering”, hvor du kan sende direkte til medarbejdernes postkasser.
Uanset hvilken metoder du vælger, vil mailen kun blive sendt i fald, der er et validt cpr, cvr eller sikker mailadresse (Direkte adressering).
VIGTIGT vedr. ”Emne”-feltet
Mails skal have en præcis overskrift, der dækker indholdet og hjælper til at få meddelelsen placeret hos rette vedkommende. Når du sender sikre mails, skal du dog være opmærksom på, at overskriften i ”emne”-feltet ikke krypteres. Dette gælder alle ovennævnte modtagertyper. Skriv derfor aldrig navne, cpr-/cvr-nummer eller andre fortrolige og/eller følsomme oplysninger i ”emne”-feltet.
Udsendt 18. marts 2024